Aktiviteter og generelle informationer
Formanden har rundsendt følgende info omkring aktiviteter og generelle informationer.
Kære grundejere
Jeg vil lige følge lidt op på min seneste mail af 31/8, primært omkring mølleparken Vesterhav Syd.
Ved udgangen af august havde Vattenfall opført 16 ud af de 20 vindmøller. Status er nu, at samtlige 20 møller er på plads. Hvis I vil have et godt vue over mølleparken kan jeg anbefale at tage ud ad Badevej i Søndervig. Der står man højt, og i klart vejr, som i går, har man panoramaudsigt til møllerne.
Der arbejdes fortsat på stranden ved nedgang C81 (Lyngdraget) for at få samlet og kontrolleret kablerne. Jeg har spurgt Vattenfall om den forventede tidsplan, da arbejdet skulle være afsluttet i starten af juni. De har bedt en dansk underentreprenør besvare min forespørgsel, hvilket ikke er sket endnu. Ifølge en sædvanligvis velunderrettet kilde skyldes det næppe ond vilje, for underentreprenøren, der arbejder for et græsk specialfirma, har ikke selv et billede af tidsforbruget, og de er angiveligt meget frustrerede over den manglende fremdrift. Der arbejdes dog på stedet, ja, faktisk i døgndrift alle ugens 7 dage. Når det græske specialfirma ikke er i gang med selve kabelsamlingen føres der tilsyn med arbejdsstedet hver time døgnet rundt. Dette for at sikre, at pumperne kører og holder arbejdsfeltet fri for indtrængende hav- og grundvand. På trods af det, så var hele arbejdsområdet op til klitfoden oversvømmet for et par uger siden, hvor vi havde en kuling fra vest. Så, det er virkelig et udfordrende arbejde, der er gang i!
En række grundejere har fået brev fra Vattenfall, som ønsker at få adgangsret til kabel og kabelsamling langs Lyngdraget. Denne ret blev tinglyst i f.m. anlæggelsen af kabel traceen, men man â€glemte†at få tinglyst ret til at køre på Lyngvejen og Lyngdraget frem til kablet i mølleparkens driftsperiode, såfremt det bliver nødvendigt med reparation af kablet. Vattenfall ønsker således adgang til “kabelsamlingen mellem land- og søkablet på stranden ud for Lyngdraget samt kablet herfra og frem til Holmsland Klitvej i tilfælde af fejl på kablet.” Selve kabelføringen berører 2 matrikler, og adgangsret til disse er allerede tinglyst. Den ønskede adgangsret vedrører de grundejere, som lægger jord til (del af) Lyngvejen og Lyngdraget. Det er 3 grundejere på Lyngvejen og 13 – 14 grunde på Lyngdraget. Vattenfall tilbyder en kompensation på godt 5.000 kr. pr. grundejer for at acceptere en tinglysning af rettet til færdsel. Om man vil tage imod tilbuddet eller ej er op til den enkelte grundejer. Foreningen er nemlig ikke inddraget, selv om det er os, der står for vore veje. Foreningen er nemlig ikke ejer af vejene – det er de tilstødende grundejere. Jeg hæfter mig dog ved, at Vattenfall lover, at de private fællesveje tilbageleveres i minimum samme stand som inden arbejdets påbegyndelse. De skønner samtidigt, at sandsynligheden for fejl på kablet kun er 5% i vindmølleparkens levetid.
Foreningen har fortsat nogle hø baller ved Holmsborgvej, som vi først kan få bragt frem til nedgang C81, når afspærringen på stranden er taget ned. Ved besigtigelse i går kunne jeg dog konstatere, at hø ballerne fortsat ligger der. Ja, de havde faktisk formeret sig hen over sommeren, for der ligger ca. 25 big baller, der åbenbart venter på fri passage på stranden. Der må være andre end os, der har bestilt hø! Nu står den snart på (rigtigt) efterår, så det kan være, at høet får lov af overvintre på Holmsborgvej indtil vi indkalder arbejdsduelige grundejere til en gang hø rulning i foråret 2024. Vi får se, men vær beredt!
årets aktiviteter i foreningen er stort set afsluttede. Der udestår dog et eftersyn af vores dræn net, som normalt udføres i oktober måned. Bestyrelsen afholder bestyrelsesmøde den 4. november i Klegod. Hvis der er nogle af jer, der har noget på sinde, som bestyrelsen med fordel kunne drøfte, så sig endelig til. Endeligt skal jeg gøre jer opmærksomme på muligheden for at få foretaget et tilsyn af sommerhuset i vinterperioden. Se mere her:
Vintereftersyn 2023 – 24
Vintereftersynet koster 300 kr. for 1. november 2023 – 31. marts 2024. Tilmelding sker ved at overføre 300 kr. på MobilePay til 4033 1902. Husk at angive sommerhusadresse.
Nærmere oplysninger om eftersynet fås ved direkte henvendelse til:
Magne Borggaard Jørgensen
Holmsland Klitvej 62, Nr. Lyngvig
Tlf.: 40331902
Mail: magnebj@godmail.dk
Med venlig hilsen
Lars Fløe
Formand for Lyngvejens Grundejerforening